Drømmejobbet?

Dette indlæg er til ære for Sebastian Keller, der mener at jeg skal begynde at blogge igen!

 

Det er meget længe siden jeg har fået skrevet herinde. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor. Har bare haft en masse ting at se til, og hele min hverdag er blevet vendt total op og ned, efter jeg startede i Teleperformance.

Derfor tror jeg også, at jeg bare at jeg vil starte med at skrive lidt om mit job…

 

Jeg vil på en måde sige, at jeg har fundet et job, som jeg stolt kan kalde drømmejobbet? Jeg har i dag været der i 5 måneder, og jeg har ret svært ved at forklare hvor glad jeg egentlig er for det job. Det har givet mig så meget. En del personlig udvikling, masser af lækre og fantastiske kollegaer og ikke mindst noget at se frem til og glæde sig til, når man står op om morgenen.

 

Det kan godt virke en mule monotont, okay – faktisk ret meget monotont. Men det er egentlig ikke noget man lægger mærke til som sådan. Hver kunde er en ny udfordring, og så tager man det derfra. Jeg har været en af top sælgerne på mit team i en lang periode nu, og har ligget nummer et, på TP’s top ti liste, to måneder i træk. Så det ser ud til at jeg har fundet er arbejde, jeg faktisk er dygtig til – ikke hver dag man har et arbejde, man både elsker og er god til??

 

En af de vigtigste faktorer der spiller ind for mig på et godt arbejde, er som tidligere nævnt kollegaerne. Ord kan ikke beskrive hvor glad jeg er for mine! De er de mest fantastiske mennesker jeg længe har mødt, og er en super motivationsfaktor! Der er forskellige teams i virksomheden, og det team jeg sidder på er helt unikt og enestående. Både selve projektet synes jeg er spændende, og så sidder der de bedste sælgere og den bedste coach. Det hele er bare gået op i en højere enhed. Vi er blevet som en lille familie J Men det er bestemt ikke kun på mit team jeg har fundet nogle gode venner. Rundt på de andre teams har jeg fundet personligheder som jeg aldrig har set før. Fået nogle venskaber jeg tror på kan holde mange år endnu.

 

Vi tager tit ud og spiser og drikker et par øl efter arbejde, så det bliver til mange timer om ugen jeg tilbringer med dem. Og fredags baren må jeg ikke glemme. Det er den perfekte måde at afslutte en god arbejdsuge, og tror faktisk ikke der er en eneste fredags bar jeg ikke har deltaget i J

 

Alt i alt har Teleperformance givet mig en ny start, og givet mig noget at stå op til om morgenen. Og det var sådan set også det jeg ledte efter. Så de folk der er i TP kommer nok til at se på mig i nogle år endnu. Har i hvert fald ikke tænkt mig at smutte lige med det samme J

 

Det er egentlig utroligt hvad et job kan gøre. Før da jeg har været nede med stress, eller bare i en dårlig periode, har jeg haft brug for at have fri og være mig selv, og ikke arbejde så meget. Kort før jul skete det desværre igen, at jeg var på vej ned, da en veninde valgte at tage sit eget liv. Jeg tog fri arbejde mellem jul og nytår, for jeg mente at jeg havde brug for noget tid til at komme mig oven på begravelse og alt jule – og nytårsræset. Set i bakspejlet var det, det klogeste jeg nu kunne gøre, men havde ikke den bedste ferie og glædede mig sådan til at komme tilbage til callcenteret. Så da jeg endelig kom tilbage, fik jeg en hel ny motivation, og har solgt ret fornuftigt i denne uge J

 

Lige nu ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg ellers skal skrive. For arbejdet er sådan set det eneste jeg render rundt og laver – og det er også rigeligt! Jeg føler jeg bor på arbejdet til tider, men det gør mig nu ikke noget. Jeg hygger mig jo med det J

 

Og til the one and only, Sebastian Keller, jeg håber du har nydt dette indlæg. Man kan jo sige, at det kun har drejet sig om noget du også er med i… (:

 

Og så skal jeg nok prøve at se, om jeg ikke kan komme i gang med at skrive lidt mere igen.. (:

 

Og her et billede af det gamle ErgoPartner, fra da jeg startede.
Det var fandme et hold der sparkede røv!!

Another day in bed…

Endnu en dag er gået. Og endnu en dag er tilbrag i sengen. Lukket ude for omverden. Næsten da. En rigtig god veninde, og nok den en af de eneste jeg bruger for tiden, inviterede mig på mad og en hyggeaften, så jeg kunne komme lidt væk. Hun er ikke den eneste der har tilbudt mig en sofa at sove på for tiden, men har bare svært ved at sige til folk at jeg bare brug for dem. Har svært ved at snakke med folk, specielt om min såkaldte “sygdom”.  Men som min “kalle” sagde i dag, så bliver jeg nødt til det. Så det er bestemt noget jeg har brug for at rette op på.  Hun sagde også at en god idé ville være at “ryde op” i mine venner og bekendte, for at se hvem der er ægte og hvem der ikke er. Og det er jeg egentlig også begyndt på! spørgsmålet er så bare om hvor mange jeg kan sortere fra..?
Det der går mig mest på er, at jeg rent faktisk ikke “tør” at åbne mig op og fortælle mine tætte hvordan jeg har det med det hele. Er lidt bange for hvordan de vil se på mig, hvis jeg endelig fortæller dem det hele. Og det værste er det hele er, halvdelen af det jeg føler kan jeg ikke engang selv sætte ord på? Jeg tog en såkaldt “stress-test” igår (igen) for at se hvor jeg ligger, og desværre ligger jeg stadig alt for højt, i forhold til min alder. De fleste mener at stress skyldes, hvis man har en super travl hverdag, og derfor er der mange der ikke forstå hvorfor jeg har det som jeg har det. I manges øjne har jeg det jo “let”. Jeg læser ikke. Jeg bestemmer stort set selv  mine arbejdstider, og fortiden har jeg ikke noget? Jeg bor hjemme og skal ikke selv tænke på indkøb, rengøring, og madlavning (kun engang i mellem i hvert fald) Men folk glemmer bare at der er mange forskellige former for stress. Hvis der ikke er noget at se, så er der ikke noget galt..  sådan kunne jeg godt forestille mig at der var nogle der tænker.. Jeg er bare så træt af at tude…
- og de sidste jeg vil have er al for meget opmærksomhed og medlidenhed. Jeg har brug for en ven/veninde der fortæller mig, og ikke mindst viser mig, at de er der. Og ikke dømmer mig! der er sgu nok også derfor jeg ikke rigtig har snakket med nogen om det.

Det er bare noget værre lort, og jeg er SÅ træt af det!!!

I de her dage, hvor jeg bare har lukket mig selv inde, og intet arbejde har haft, har jeg brugt på at søge nyt arbejde. Jeg sendte tre ansøgninger ud i dag, blandt andet et job som receptionist inde i København for et firma der hedder “Gubi”. Jeg har allerede hørt fra dem, og de kontakter mig inden for de næste tre uger, hvis de vil have mig til samtale. Så det håber jeg virkelig, for er nødt til at komme væk fra den børnehave/vuggestue!!!

 Og så skete det! I nat klokken 00:01 blev forsalget til “Sex and the City - The movie” sat til salg. Og selvfølgelig var jeg hurtig! Jeg fik bestilt 14 billetter til premieren fredag den 06.06.08! Vi er 14 tøser der skal ind og se den sammen, og så i byen bagefter – så vi ses i byen den 6. juni!

Og lige et yndlings citat fra Carrie i Sex and the City:
“I will never be the woman with the perfect hair, who can wear white and not spill on it”
<3

sommer, sommer og sol (:

Det er jo helt utroligt så lækkert vejr vi har for tiden! Så er det jo bare spændende at se hvor længe det varer ved… Siden onsdag har jeg haft fri fra arbejde, så jeg har haft masser af tid til at nyde solen og varmen. Desværre er det ikke blevet til meget farve, kun et par røde og brændende skuldre :/ Jeg håber dog at jeg når at få bare lidt farve inden jeg skal til Tyrkiet, så jeg ikke bliver endnu mere rød dernede…

Nåh, det engelske mesterskab gik desværre til Manchester United i søndags. Var ikke lige helt det jeg havde håbet på, men man må sige den lå lige til højrebenet for dem. Så krydser jeg bare alt der kan krydses for at CL kommer hjem til Lampard og co.!  Og når jeg nu er ved fodbolden, så var det jo helt fantastisk at være i Parken i går! 4-0 over de kommende mestre! Og så scorede min yndlings nummer 8 sørme også! Og ikke nok med det blev han, Silberbauer, også kåret til MOTM! SÅDAN SILBER! Synes bare det er en smule typisk at vi begynder at spille fodbold nu, hvor der kun er tre spillerunder tilbage. Men sådan er det jo. Det er åbenbart året hvor alle mine hold får sølv?

Så har jeg også været til min månedlige samtale på hospitalet. Jeg blev syg med stress i juli 2006, og jeg måtte opgive flere ting. Blandt andet at droppe gymnasiet og kun arbejde på deltid. Det hjalp også, og jeg begyndte at få det bedre igen. Lige indtil september 2007 hvor jeg røg ned igen. Lige siden har jeg gået til en månedlig samtale, for at se hvor henne jeg er. Og desværre er der ikke sket meget. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme 100 procent oven på igen. Jeg har ikke rigtig nogle jeg sådan snakker med det om, ud over mine forældre og lægerne. Føler et eller andet sted at jeg ikke kan belaste mine venner og veninder med det, selvom de påstår de gerne vil være der for mig. Men det har jeg hørt så mange gange før (…) Har det bare så pisse svært ved det hele for tiden, og er ved at blive sindssyg over det!

Desuden er jeg også i gang med at søge nyt arbejde. Som nævnt tidligere har jeg ikke haft mange vagter på det sidste, og det kan mærkes på pengepungen. Derfor er jeg nødt til at finde noget nyt. Så er der nogen derude der ved hvor der er noget ledigt fuldtids arbejde er i mere end velkommende til at kontakte mig! J (nægter bare Netto mv. igen…)

Og så glæder jeg mig utroligt meget til fredag den 06.06.08 hvor den længeventede Sex And The City – the movie har premiere i biograferne. Billetsalget starter i nat klokken 00:01, og jeg er klar! Vi er 12 tøser der skal ind og se den sammen, på premiereaftenen, og så i byen efter! Det bliver alt for fedt, specielt når man er sammen med en masse andre ”sex and the city” – nørder, som mig selv :b

Og lige til sidst, så overvejer en veninde og jeg at se om vi ikke kan komme på en uges sommerferie, efter vi har været i Tyrkiet, i Rørvig (: vi håber lidt på at kunne låne min morfars hus (han rejser tit) og så tage derop med nogle stykker .. Men mere om det senere J

 

Moving to London?

Nogen mener at verden er blevet større, andre mener at den er blevet mindre. Under alle omstændigheder er mulighederne for at rejse, arbejde, studere og leve med mennesker fra hele verden bedre end nogensinde før. Det giver en utrolig mulighed for at lære folk at kende på tværs af landegrænser og ind i et fælles miljø.

 

Jeg har gået længe og leget med tanken om, at rive et år ud af kalenderen, pakke kufferten og drage til London. Jeg havde den største mulighed, og kunne rent faktisk havet været der over nu – men af flere grunde kunne dette ikke lade sig gøre alligevel. Men jeg har endnu ikke opgivet håbet om den drøm. I de seneste par dage har jeg lavet lidt research, for at se hvad mine muligheder er, når jeg ingen uddannelse har. Heldigvis er der et hav af alternativer jeg kunne drage udnytte af.

 

Jeg fandt et sted i London, hvor der bor danske studerende under et tag. Noget der minder om et kollegium. Så helt alene ville man ikke være. Jeg ville være i nærheden af folk der er i den præcise samme situation som jeg selv ville komme i. Det synes jeg er en meget beroligende tanke, når man tænker på at det er første gang man skal rejse væk, alene, og så i så lang tid. Ellers er det også muligt at leje sin egen lejlighed, og da det er ekstrem dyrt at bo i London, ville jeg have mulighed for at få støtte til udgifterne. Jeg kommer så ikke til at være blandt andre danskere, men kommer stadig til at have danske kontaktpersoner jeg kan henvende mig til 24/7. Desuden er det til at finde arbejde stort set over alt i London. Barer, pubber, tøjbutikker, hoteller, restauranter mv. søger altid, og tit er det udlændinge de tager under deres vinger. Så at finde et job, tror jeg ikke bliver et problem. Ved siden af, regner jeg stærkt med at jeg ville læse engelsk et par timer om ugen. Jeg har altid været interesseret i sproget og landet (sjovt nok, ellers var det nok ikke London jeg ville tage til), og har også overvejet at læse sprog (engelsk) herhjemme.  – og det ville nok give et par ekstra point når jeg engang vender hjem igen.

 

Som jeg har givet udtryk for før, er min egen holdning til London ubeskrivelig. London er en helt unik by at være i. Der er ikke ret mange indbyggere, der oprindeligt er fra byen. Man kan sige at det er lidt af en ”multikulturel” by, hvor der er plads til hvert enkelt individ, lige meget hvilken type menneske man er. Der bor godt og vel 7 millioner i det centrale London, så det er tydeligt at London er betydeligt større end København. Dog er her alligevel en konstant ubeskrivelig stemning. Folk er til tider mere venlige, mere åbne og lette at snakke med. Næsten alle har et smil på læben hele tiden, holder døren for hinanden, springer ikke over i køerne, og taler bare generelt pænt til folk. Det britiske folk er helt enkelt bare mere solidarisk. Og det gør det bare lettere at omgås i denne by.  

 

Det er stadig ikke besluttet om jeg tager af sted eller ej. Men det er noget jeg godt kunne se mig selv gøre. Jeg har altid ønsket mig at bo et halvt til et helt år i London, så det ville jo være en glimrende chance for at gøre drømmen til en realitet. Specielt nu, hvor jeg ikke er under uddannelse, og faktisk ikke helt præcist ved hvad jeg vil endnu.

 

Der er jo som sådan ikke nogle der holder på mig herhjemme. Er ikke i noget forhold, så har ikke en jeg ikke ville kunne undvære (ved selvfølgelig ikke om det kommer til at ændre sig og at jeg finder en, men håber ikke at han ville ødelægge mine drømme hvis det endelig var), og mine venner vil forhåbentlig stadig være her når jeg kommer hjem igen. Så egentlig er der ikke nogen grund til ikke at gøre det. Det værste ville være, at jeg om 40 år vil side tilbage og tænke, ”hvorfor gjorde jeg det ikke”…

Jeg må tage det grundigt op til overvejelse endnu engang, og snakke med mine nærmeste om det – og så sende en ansøgning af sted.